Søndag d. 23. November

Med metallets rytmiske raslen pakket i en rygsæk af lærred

Ser jeg landskaberne passere forbi på den anden side af den fedtede rude

Jeg kunne være blevet

Men de rastløse ben må vandre for ikke at gøre ondt

Rastløse hjerte må mærke afskedens bittersødme strømme gennem sig

Det er den reneste energi

Kun energi

Der brænder som ild og fortærer alt i mit synsfelt

Det man kalder levet liv

Så nu er der intet tilbage

Min tilværelse efterlod jeg hos de arbejdende bønder

Mine drømme hos munkene på bjerget

Der er ingen tilbage

Til at huske hvem jeg var

Ud over mig selv og min rygsæk

Blå bundløse rejsefælle, du gemmer alle mine minder

Lad dem ikke visne i din mave

Fød dem og lad dem blomstre

Jeg ser venskaber skyde op ad dit indre

Mens vejen snor sig, først til højre, så til venstre

På vej alle steder hen

Vejen med de tusind retninger

Rummer alle muligheder, gøder alle ideer om et andet liv

Skoene bliver ved at ramme nye overflader

Det samme gør hænderne

Som nu møder fremmed hud

Hører fremmede historier derigennem

Ilden gives videre

Metallets rytmiske raslen

Vejen fører alle steder hen

Bare ikke hjem