Torsdag d. 30. April

Let genkendeligt humør

Sortmalede negle

Ekkoløst, lunefuldt

Uden retning

Uden selskab

Uden flere sange at synge

Malplaceret, kollektivt vi

Hver person træder sin egen sti

Og hvert fodspor fortæller sin egen historie

Der er intet mål

Kun et udvisket udgangspunkt

Vi valgte ikke selv at gå ud ad døren

Men vi har selv låst den

Byens larmende inferno

Kvælende motorveje af energi

Mit hoved runger som Roskilde Domkirke på en søndag

Onsdag d. 29. April

Jeg tabte min sikkerhed i det øjeblik

Du så på mig uden at sige noget

Dit blik var tåge

I hvert tilfælde for mig

 

De andre grinede

Jeg stod i en glasklokke

Og stirrede på verden

Med et ønske om at deltage

Tirsdag d. 28. April

Jeg ville skrive et digt om min samtid

om politik

Om aktuel depression

Men alt kom til at handle om dig

En plastikpose i stillehavet

Som dine hvide tænder i modlys

Nyhedsstrømmens blodige billeder

Et kardiogram over dit bankende hjerte

Efterladende mig

Med kvalme og lyst til at se mere

Verden er i flammer

Og jeg er brændende varm

Om så hele Afrika emigrerede

efterlod endnu en syvendedel klode helt tom

Da ville jeg skrive dette som et brev til dig

om at jeg havde fundet

det sted vi kunne bo

Mandag d. 27. April

Jeg ser dig se på verden
Og jeg forstår ingenting
For du er så tydelig i mørket
Dit blik ligger på mig som en beroligende hånd på skulderen
Din tavse tilstedeværelse siger alt hvad mine ord ikke kan
hvis jeg lukker øjnene er du væk når jeg vågner
Søvnløshed er villåret for evigt venskab

Søndag d. 26. April

På min grav skal stå en bautasten

En kæmpe stor og urokkelig én

En bastion de levende kan klynge sig til

Besøge lige så tit som de vil

 

Overfladen fuld af huller og årer

De kan de hænge deres tavse tårer

Når mørket sig sænker og tanker bliver tykke

Spejles de der i stenens skygge

 

På min grav skal stå en bautasten

For jeg var en let og drømmende én

Så hvis de en dag flytte mit sted

Så må de flytte en bautasten med