Postkort til past-times

Aften
Grillfest i min have. Vi ses ikke så ofte længere og jeg ved ikke om jeg skal sige det højt, selvom det er  sandheden. Sandheden kan forsøges druknet, selvom den ikke er en sorg. Jeg har fødselsdag. Vi drikker økologisk papvin, mine venner har lavet en hinkebane. drik når du lander på dette felt. Jeg lander men kan ikke holde balancen. feltet i midten er fødselsdagsfelt brug det som du har lyst. Jeg hopper og hinker som en dresseret abe, en fuld abe. Der er noget ved sådanne fester, tænker jeg, mens mine ben skiftes til at møde jorden og mit svælg sluger mere vin. Jonas og Jonas og Greta og jeg, som en dårlig teenage flick. Sommerkådhed og unge fulde af liv portrætteres i krydsklip mellem bordet og kondisko fra Adidas. Scenen afbrydes af en ankomst. Du er den aldrig glemte romance og ligesom Meryl Streep i The Hours, må jeg te mig åndssvag og udstille mig selv på en hjemmebane jeg ikke selv har lavet. Det ene ben på gul, det andet svævende hjemløst i luften. Det er totalt platonisk og ude af kontrol. Jeg tror, jeg skal bevise noget overfor mig selv og måske også dig. Noget jeg ikke har gjort.

Senere
Jeg er grådlabil
det har jeg fra min mor
fødselsdagskort og en plastikting, der kan lave omelet i mikrobølgeovnen har jeg fra de andre
du har ikke nogen gave med
men du er mødt op
det plejer du ikke
måske er det gave nok

På det sidste
Jeg tænker på dig hver dag, men i dag får du et brev. Du lærte mig at folde a4 papir til kuverter. Nu sender jeg sådan en kuvert til dig. Så må du æde den, som du åd is dengang i Sverige, da ingen af os var intolerante. Som vi åd is, der gav os dårlig mave på vej ned til søen og en hemmelighed lagt et sted i skovbunden. Blikke ladet med en selvbevidsthed kun en teenager besidder. Det er ikke fordi jeg ønsker at udstille dig, mere en følelse af at vi er placeret i to forskellige montre og at min er fortiden.

Kære Du
.            Jeg ville ingenting
.            bare forsegle vores historie
.            det er så simpelt at sige at jeg savner dig
.            at jeg ser dig i alting
.            Ring til mig
Gamle minder dukker op til en havefest, hvor græsset ikke rigtig vil gro
metal gnider mod asfalt, piger udstiller deres usikkerhed på barer, gør sig helt små og uvidende, så fyrene kan marinere dem i vodkashots og ingen tænker over at ”cry me a river” spiller for tredje gang
venskab er en historie fortalt to gange
er du ædru? Det plejer du at være, vi plejer ikke at drikke
Der er ikke noget vi mere, eller jeg ved det ikke
Jeg er på Kreta, på månen, langt ude, helt inde i sagerne, jeg er A-okay
.           med en stemme, der drukner i larmen fra højtalerne
.           Lyset reflekteres i pailletkjolen og jeg ønsker sådan, at du vil lyse sammen med mig
.           Selv når jeg ved du ikke kan høre mig, står jeg og vinker til din ryg. Du kan vende dig om tusinde gange, stadigvæk vil jeg vinke og håbe på at du vender dig endnu en gang.
.                                   Kære du
.                                   Håber solen skinner hos dig og at dine sandaler kun klemmer lidt til vi ses på en              .                                   cykelsti.
.                                   Kh

Du er det stof der holder mig sammen jeg holder sammen på verden

Jeg bliver stående for at se dig gå

(setting; en øde vej tæt på Åboulevarden)

i lyset fra en ensom gadelampe

er du en skygge

jeg vrider overkroppen i forventning om en spejling

møder kun luft

kroppen er solid og kan ikke stå imod den, luften

kan kun sanse de materielle ting

trapperne har malede revner

jeg har ægte revner, fordi jeg falder med skraldet

i gården, på asfalt

fordi vi har skændtes igen

posen er gået op

det er kaffegrums på mine sko

huden er krakeleret under stoffet

det sorte nylon der holder min tilværelse overfladisk sammen

jeg er som glasset, sandblæst

slebet

blodet siver ud gennem maskerne

usynligt

tøjet er et panser

sort asfalt på mine ben

min krop er naturen

se hvordan den blomstrer siger jeg og smider blusen

(nu har vi flyttet os, et soveværelse et sted, måske)

jeg har ikke lyst til at have tøj på

har ikke lyst til at være en facade

jeg vil gerne være autentisk

om sommeren vil jeg være nøgen på stranden

(det fortæller jeg dig mens du bygger et fort af puder)

rulle ned ad klitterne i august helt naturligt

og tænke på at jeg kunne grine højt

hvis jeg turde grine højt

i sandet

være smuk i bikini og spise makrelmadder på en terrasse

være taget til Vesterhavet

opleve bølgerne som sten mod glas

som slagene der forsøger at trænge ind til mennesket

blå mærker

stranden er et helle

her kan man ligge på et håndklæde (blåt, som sengetøjet)

jeg læser ord i aviserne og kopierer dem

smører mig ind i intellektuelle vendingers tryksværte

solen brænder det sorte ind i mig mens jeg slænger mig

blå mærker og tryksværte

et trofæ der lyser op

det er min stolthed

skrevet ud på kroppen

bølgerne skyller ting ind på stranden

skaller med farve som forestillingen om havet putter sig i tangen

alle de døde farver der koges til live i solen eller i en gryde

din røde hud kvalificerer dig til livet som skaldyr

du klemmer min finger

jeg ser efter mågerne

prøver at efterligne deres lyd

stækkede vinger er stadigvæk vinger

siger jeg og løber ud af dit krabbegreb

klik klik klik

du klikker en hilsen bag mig

Tastaturlyde

naturlyde

(vi er hjemme hos mig, det er min pc)

min baggrund er en strand

krabbeklik erstattet af tastaturets plastik

sandfarvet og rød og tangets ubestemmeligt brune

Jeg vil erstatte mine følelser

svømme dem over med saltvand

osmosisk effekt i mine celler og alting svulmer op

det ensomme badedyr glemt på stranden kunne være mig

bare ligge der og mærke vand, der flytter sig

tænke på stranden

som en båd, jeg er min egen galionsfigur

Lader mig bebo af skaldyr

af krabber

Mest af krabber

Man kender knap femhundrede arter

23 i Danmark

jeg kender to

måske lidt flere tænker jeg

(liggende i sengen, du henter et glas vand)

tænker båden og mærker prikkene fra

23 x 8 ben

nysgerrigt som; ”hvem der, er der nogen hjemme?”

Jeg er altid hjemme, jeg er min egen båd

jeg bor i stranden

og krabberne bor i mig

det røde mærke på min finger

et abstrakt dørskilt som en modtagelse

her bor jeg

støvede skjold i din vindueskarm ved siden af

(scenen er flyttet til dit kollegieværelse eller, dit barndomshjem)

du har selv kogt kødet af knoglerne

tæppet lugter af støv

mit støvede sind som vandet skyller ind over

Jeg tager fat i en skal, ligesom tilfældigt

arrangerer tidligere liv med nysgerrige fingre

deler min dag op som rækker af skjold

denne er rødbrun

som et skørt

som tang

i går var tåget

(jeg er gået udenfor)

jeg sugede forurening ned i lungerne

hyldede mig i dampen

for at mærke storbyen

i dag er nyvasket

på en måde der giver mig præstationsangst

en lyst til pomfritter på Rantzausgade

de åbne vidder rummer en isolation

ligesom

at holde vejret under vand

et lille stykke tang på en hvidmalet flade

jeg er så bange for at du går fra mig

(Foran den gule bygning, der er hul i min sko)

din lejlighed trækker i mig som månen trækker i vandet

jeg kan samle det op

bære det hjem fra Vesterhavet i en plasticpose og hælde det ud eller

drikke det

og blive tidevand med fast rute mellem Nørrebro og Frederiksberg

En kärlekshistoria

pludselig står du i døren 

Planlagt tilfældighed siger du

Og ser et andet sted hen

Jeg var egentlig

på vej

Og det virkede rigtigt

som beslutningen om at bade

i alt for koldt vand i november

i løb er der ingen vej tilbage

og dit ansigt er en spejling

Helt blank

jeg ser mig selv som helt blank

et mysterium

jeg ikke selv har regnet ud

selvom jeg har regnet de fleste ting ud

og ned

i søen

jeg har fortalt dig om den

om ferie i Sverige

alle de ting jeg vil nå at dele

jeg vil nå det hele

med dig men du er på vej

ud

Jeg kunne grave mig ned

have en retning

en anden retning

nedad

muldvarperne mangler 

et nærvær i det blinde

Så er det han klør mig på ryggen

ham

som er dig

som giver mig kuldegysninger

på lige præcis den måde

dine fingre klør

lidt for meget

negl på sart hud

lidt for meget

kuldegysninger og en tanke 

Ædt af din væren

Som var du en virus

En parasit der har lagt beslag på min hjernefunktion

Inficeret min tankevirksomhed 

og generelle væren

Hvilket også er prætentiøst i sig selv

være så fokuseret på egen eksistens

vi er jo to

der ånder den samme luft

eller hinanden

Her står jeg og eksisterer

og går i stykker

flager under negle

hud og negle og små stykker DNA

der finder sammen

når du nu ikke vil

hvorfor vil du ikke lytte til dit genom

når det passer så godt med mit

vil du videre

det var mig der var på vej

nedad

luk døren

derude skal vi ingenting

Til dig

der er så mange ting

vi kunne sige til hinanden

lige her

en fuldmåne                                  så du ikke kan sove

og dit blik på mig                           en novelle i din iris

Jeg kan ikke sove

ikke nu

sengens hvide lærred

ordene der vokser deraf

og noget der eksploderer udenfor på vejen

eller

en kran der taber noget

derude på vejen

går du så hurtigt

ser efter noget

eller tænker

Jeg har lyst til at tælle

alle de gange jeg har været ærlig

alle de gange

jeg fik små nipsting i gave

tænkte

hvad skal jeg dog med alle de nipsting

prøvede på

at

stille dem på hylder

til jeg løb tør

hvor stiller du dine ting

kommer du dem i kasser

forærer dem væk

bærer dem rundt

skriver dem ned

kære du

det blik der betragter verden

men ikke er klar over sig selv

Er du klar over

den kasse der står her

og vejer tusind kilo

som et ideal                                     en ideel forestilling

om en kasse

Mandag uden dato

En af de dage

Hvor jeg vågner tidligt

Hvor solen er oppe

Hvor

Hende inde ved siden af

Synger klokken syv

Og jeg står op

Alligevel

Til morgensang