Du er det stof der holder mig sammen jeg holder sammen på verden

Jeg bliver stående for at se dig gå

(setting; en øde vej tæt på Åboulevarden)

i lyset fra en ensom gadelampe

er du en skygge

jeg vrider overkroppen i forventning om en spejling

møder kun luft

kroppen er solid og kan ikke stå imod den, luften

kan kun sanse de materielle ting

trapperne har malede revner

jeg har ægte revner, fordi jeg falder med skraldet

i gården, på asfalt

fordi vi har skændtes igen

posen er gået op

det er kaffegrums på mine sko

huden er krakeleret under stoffet

det sorte nylon der holder min tilværelse overfladisk sammen

jeg er som glasset, sandblæst

slebet

blodet siver ud gennem maskerne

usynligt

tøjet er et panser

sort asfalt på mine ben

min krop er naturen

se hvordan den blomstrer siger jeg og smider blusen

(nu har vi flyttet os, et soveværelse et sted, måske)

jeg har ikke lyst til at have tøj på

har ikke lyst til at være en facade

jeg vil gerne være autentisk

om sommeren vil jeg være nøgen på stranden

(det fortæller jeg dig mens du bygger et fort af puder)

rulle ned ad klitterne i august helt naturligt

og tænke på at jeg kunne grine højt

hvis jeg turde grine højt

i sandet

være smuk i bikini og spise makrelmadder på en terrasse

være taget til Vesterhavet

opleve bølgerne som sten mod glas

som slagene der forsøger at trænge ind til mennesket

blå mærker

stranden er et helle

her kan man ligge på et håndklæde (blåt, som sengetøjet)

jeg læser ord i aviserne og kopierer dem

smører mig ind i intellektuelle vendingers tryksværte

solen brænder det sorte ind i mig mens jeg slænger mig

blå mærker og tryksværte

et trofæ der lyser op

det er min stolthed

skrevet ud på kroppen

bølgerne skyller ting ind på stranden

skaller med farve som forestillingen om havet putter sig i tangen

alle de døde farver der koges til live i solen eller i en gryde

din røde hud kvalificerer dig til livet som skaldyr

du klemmer min finger

jeg ser efter mågerne

prøver at efterligne deres lyd

stækkede vinger er stadigvæk vinger

siger jeg og løber ud af dit krabbegreb

klik klik klik

du klikker en hilsen bag mig

Tastaturlyde

naturlyde

(vi er hjemme hos mig, det er min pc)

min baggrund er en strand

krabbeklik erstattet af tastaturets plastik

sandfarvet og rød og tangets ubestemmeligt brune

Jeg vil erstatte mine følelser

svømme dem over med saltvand

osmosisk effekt i mine celler og alting svulmer op

det ensomme badedyr glemt på stranden kunne være mig

bare ligge der og mærke vand, der flytter sig

tænke på stranden

som en båd, jeg er min egen galionsfigur

Lader mig bebo af skaldyr

af krabber

Mest af krabber

Man kender knap femhundrede arter

23 i Danmark

jeg kender to

måske lidt flere tænker jeg

(liggende i sengen, du henter et glas vand)

tænker båden og mærker prikkene fra

23 x 8 ben

nysgerrigt som; ”hvem der, er der nogen hjemme?”

Jeg er altid hjemme, jeg er min egen båd

jeg bor i stranden

og krabberne bor i mig

det røde mærke på min finger

et abstrakt dørskilt som en modtagelse

her bor jeg

støvede skjold i din vindueskarm ved siden af

(scenen er flyttet til dit kollegieværelse eller, dit barndomshjem)

du har selv kogt kødet af knoglerne

tæppet lugter af støv

mit støvede sind som vandet skyller ind over

Jeg tager fat i en skal, ligesom tilfældigt

arrangerer tidligere liv med nysgerrige fingre

deler min dag op som rækker af skjold

denne er rødbrun

som et skørt

som tang

i går var tåget

(jeg er gået udenfor)

jeg sugede forurening ned i lungerne

hyldede mig i dampen

for at mærke storbyen

i dag er nyvasket

på en måde der giver mig præstationsangst

en lyst til pomfritter på Rantzausgade

de åbne vidder rummer en isolation

ligesom

at holde vejret under vand

et lille stykke tang på en hvidmalet flade

jeg er så bange for at du går fra mig

(Foran den gule bygning, der er hul i min sko)

din lejlighed trækker i mig som månen trækker i vandet

jeg kan samle det op

bære det hjem fra Vesterhavet i en plasticpose og hælde det ud eller

drikke det

og blive tidevand med fast rute mellem Nørrebro og Frederiksberg

En kärlekshistoria

pludselig står du i døren 

Planlagt tilfældighed siger du

Og ser et andet sted hen

Jeg var egentlig

på vej

Og det virkede rigtigt

som beslutningen om at bade

i alt for koldt vand i november

i løb er der ingen vej tilbage

og dit ansigt er en spejling

Helt blank

jeg ser mig selv som helt blank

et mysterium

jeg ikke selv har regnet ud

selvom jeg har regnet de fleste ting ud

og ned

i søen

jeg har fortalt dig om den

om ferie i Sverige

alle de ting jeg vil nå at dele

jeg vil nå det hele

med dig men du er på vej

ud

Jeg kunne grave mig ned

have en retning

en anden retning

nedad

muldvarperne mangler 

et nærvær i det blinde

Så er det han klør mig på ryggen

ham

som er dig

som giver mig kuldegysninger

på lige præcis den måde

dine fingre klør

lidt for meget

negl på sart hud

lidt for meget

kuldegysninger og en tanke 

Ædt af din væren

Som var du en virus

En parasit der har lagt beslag på min hjernefunktion

Inficeret min tankevirksomhed 

og generelle væren

Hvilket også er prætentiøst i sig selv

være så fokuseret på egen eksistens

vi er jo to

der ånder den samme luft

eller hinanden

Her står jeg og eksisterer

og går i stykker

flager under negle

hud og negle og små stykker DNA

der finder sammen

når du nu ikke vil

hvorfor vil du ikke lytte til dit genom

når det passer så godt med mit

vil du videre

det var mig der var på vej

nedad

luk døren

derude skal vi ingenting

Til dig

der er så mange ting

vi kunne sige til hinanden

lige her

en fuldmåne                                  så du ikke kan sove

og dit blik på mig                           en novelle i din iris

Jeg kan ikke sove

ikke nu

sengens hvide lærred

ordene der vokser deraf

og noget der eksploderer udenfor på vejen

eller

en kran der taber noget

derude på vejen

går du så hurtigt

ser efter noget

eller tænker

Jeg har lyst til at tælle

alle de gange jeg har været ærlig

alle de gange

jeg fik små nipsting i gave

tænkte

hvad skal jeg dog med alle de nipsting

prøvede på

at

stille dem på hylder

til jeg løb tør

hvor stiller du dine ting

kommer du dem i kasser

forærer dem væk

bærer dem rundt

skriver dem ned

kære du

det blik der betragter verden

men ikke er klar over sig selv

Er du klar over

den kasse der står her

og vejer tusind kilo

som et ideal                                     en ideel forestilling

om en kasse

Global opvarmning/lokal brændeovn

Solen farver himlen rød

hver morgen

For derefter at trække farven tilbage

Lade den flyde ud

Og blive blå

 

Sådan cirka

 

Havet ud for Thailands kyst

Har samme farve

Som en T-shirt min mor

Plejer at gå i

 

Lad os hakke mandag i småstykker

Servere den med is og vanilie

Smoothie-kuren er oppe i tiden

Blandt kvinder der falder ind under kategorien

Ugeblads-typen

 

Det jeg prøver at sige er

Det er ikke mig

der slår isbjørnene ihjel

 

Eller

 

Drivhusgasser

Burde sælges

Til folk der dyrker tomater

For at få noget til at gro

 

Jeg kunne også

skifte profilbillede

og blive blå

 

Blive rød

 

Flyde ud

 

Blive bleg

Sympatisere med isbjørnene

På den måde

 

Blive orange

 

Det jeg siger er

At jeg siger tingene

På mange forskellige måder

Om igen

 

Hvis det skulle hjælpe noget

Kunne jeg

Plante mig selv

Som tomater

Og inhalere kuldioxid

 

Som

Biologisk trafiklys

Skifte

fra rød til grøn

 

I sympati med efteråret

falde fra hinanden

Et sted

Tæt ved Århus

Her er vejen – Hærvejen

Vi har gået i to timer

Dine fødder er smukke

Opsvulmede

Hævede

De klæder din krop som den står i solen

.

På pause nu

Vi skal videre

Stien forlænges ud i det uendelige

Som vi bevæger os fremad

.

Jeg sætter min fod i græsset

Sætter min krop foran din

Spiser en chokoladebar

Kigger dig dybt i øjnene

Stolen er blå

Tiden en spiral

Om lidt bliver det aften

Skriveøvelse

En skriveøvelse vi lavede forleden på skrivelinien på Testrup. Vi fik en start til hver sætning og 30 sekunder før vi fik en ny start. Dette er hvad det blev til.

 

Engang var jeg flyvende. Jeg indser dette, mens jeg ser landskabet passere forbi mig, vertikalt.

Nu er jeg… fri? Kan jeg udtale mig om det, før jeg er landet?

Mit navn er under mig. Bundet til den jord, jeg er født på.

Jeg hedder ingenting her. Måske, Luft?

3 indrømmelser

Jeg indrømmer at andres talent irriterer mig.

Jeg indrømmer at mit eget talent irriterer mig.

Jeg indrømmer at jeg er bange for at lave fejl.

Indrømmet.

3 påstande

Hvis jeg var tyndere, ville jeg være lykkelig

Hvis vi var tættere, ville vi være siamesiske

Hvis dette var sandt, ville jeg ikke sidde her

Jeg ville ønske, at ordene selv sprang ned på papiret. Som når jeg tænker på noget andet og smadrer en kop. Te der springer ud på mine fødder.

Mine fødder.

Jeg tror at jeg kunne blive ved med at gå, blive ved at fare vild

Hvis ingen holder i hånden, kan vi aldrig sige at vi forstår hinanden, det er sandheden.

Jeg elsker. Nu. Men det har taget tid at nå hertil.

Jeg hader egoisme. Egoisme = blind for andres behov = sårede mennesker.

Hvis ikke jeg snart finder nogen at holde i hånden, så smuldrer jeg til brødkrummer og bliver spist af duerne. Jeg har altid hadet duer.

Engang var jeg 30 sekunder om at blinke med øjnene. Verden var ny og poleret, da jeg åbnede dem igen.

Nu er jeg altid vågen. Holder øjnene åbne, for at afsløre verdens metode.

Mit navn er på jorden. Mit navn er bundet til dette sted. Mit navn er stationær.

En påstand: Jeg kan skrive mit navn på fremmede mure.

Min familie er dem, der skriver postkort til mig, og vasker mit tøj, når jeg er blevet snavset. Det er dem, der gav mig den rygsæk jeg rejser ud i verden med.

Engang tog jeg til Spanien. Jeg glemte alle mine ting derhjemme. Også mit sprog. Så stod jeg der i lufthavnen og prøvede at købe en busbillet med en pakke halvt spiste kiks.

3 spørgsmål:

Kan det lade sig gøre at trække vejret gennem et andet menneske?

Kommer jeg nogensinde til at stå på hovedet?

Er alting så afsluttet når jeg sætter det sidste punktum?

 

Til min onkel

Det er 20 år siden nu

Blomsterne sprang ud

Ud af dine øjne

Ud på marken

Hvor kornet var blevet sået

Men aldrig blevet til noget

Og vi undrede os stille

 

Det er 20 år siden nu

Vandet blev koldere

Ingen havde lyst til at bade

Men vi tog til stranden alligevel

Så alle bare sad der

som dukker i sandet

Og så til mens båden drev til havs

 

Det er 20 år siden nu

Billeder pakket i støv

Minder pakket i papkasser

Mens lyset trænger ind

og gemte smil falmer hurtigt

Vi glemmer hvad vi vil huske

og husker hvad vi ville glemme

Lyskryds-liv

Når jeg tænker på dig

Stopper verden med at give mening

Jeg ser kun lyskurver

Skifter farve i skumringen

Rød og grøn som definition på en situation

Jeg hverken sidder fast i

eller flytter mig fra

Midt i billedet

Står du

Peger med lysende ledninger

På en fremtid, jeg ikke ved om jeg må tage

Gøre den til min

Vælge noget som helst til

Prioritere rød frem for grøn

Mest af alt har jeg lyst til at vælge alting fra

Slippe for at bekende kulør

Slippe speederen

Trafikprop

Det er jeg nu

Som mønster i støv

Tal til træerne

Fortæl dem om din rejse

Der snor sig som bænkebideres mønster i træstammerne

Tegner streger i det urørte

Mens jeg samler træsplinter i mørket

Vokser natten op omkring de knudrede rødder

Prøver at overdøve dine talte ord

Med det mørke jeg har brugt år på at se bort fra

Ved at kigge på mine egne hænder

Nu taler du om afsked

Og jeg går langsomt i et med skovbunden

Ordene er det støv, der ligger tilbage, når meningen er visket ud

Vi træder mønsteret på jorden

Storbydrømme

Ensom dyne

Og tanker af uld

Slumrende

Til lyden af en forbipasserende lastbil

Er det mig der fylder på madrassen

Eller mit bankende hjerte

Som før lyste rødt

Og nu

Spreder sine søvnige vinger

Spirende

Som mælkebøttefnug

Letter ud over byen

Den evige storby

Som injicerer sin puls

I de sovende

På etager over og under hinanden

Indtil dagen tager over

Som så ofte før