Jeg bliver stående for at se dig gå
(setting; en øde vej tæt på Åboulevarden)
i lyset fra en ensom gadelampe
er du en skygge
jeg vrider overkroppen i forventning om en spejling
møder kun luft
kroppen er solid og kan ikke stå imod den, luften
kan kun sanse de materielle ting
trapperne har malede revner
jeg har ægte revner, fordi jeg falder med skraldet
i gården, på asfalt
fordi vi har skændtes igen
posen er gået op
det er kaffegrums på mine sko
huden er krakeleret under stoffet
det sorte nylon der holder min tilværelse overfladisk sammen
jeg er som glasset, sandblæst
slebet
blodet siver ud gennem maskerne
usynligt
tøjet er et panser
sort asfalt på mine ben
min krop er naturen
se hvordan den blomstrer siger jeg og smider blusen
(nu har vi flyttet os, et soveværelse et sted, måske)
jeg har ikke lyst til at have tøj på
har ikke lyst til at være en facade
jeg vil gerne være autentisk
om sommeren vil jeg være nøgen på stranden
(det fortæller jeg dig mens du bygger et fort af puder)
rulle ned ad klitterne i august helt naturligt
og tænke på at jeg kunne grine højt
hvis jeg turde grine højt
i sandet
være smuk i bikini og spise makrelmadder på en terrasse
være taget til Vesterhavet
opleve bølgerne som sten mod glas
som slagene der forsøger at trænge ind til mennesket
blå mærker
stranden er et helle
her kan man ligge på et håndklæde (blåt, som sengetøjet)
jeg læser ord i aviserne og kopierer dem
smører mig ind i intellektuelle vendingers tryksværte
solen brænder det sorte ind i mig mens jeg slænger mig
blå mærker og tryksværte
et trofæ der lyser op
det er min stolthed
skrevet ud på kroppen
bølgerne skyller ting ind på stranden
skaller med farve som forestillingen om havet putter sig i tangen
alle de døde farver der koges til live i solen eller i en gryde
din røde hud kvalificerer dig til livet som skaldyr
du klemmer min finger
jeg ser efter mågerne
prøver at efterligne deres lyd
stækkede vinger er stadigvæk vinger
siger jeg og løber ud af dit krabbegreb
klik klik klik
du klikker en hilsen bag mig
Tastaturlyde
naturlyde
(vi er hjemme hos mig, det er min pc)
min baggrund er en strand
krabbeklik erstattet af tastaturets plastik
sandfarvet og rød og tangets ubestemmeligt brune
Jeg vil erstatte mine følelser
svømme dem over med saltvand
osmosisk effekt i mine celler og alting svulmer op
det ensomme badedyr glemt på stranden kunne være mig
bare ligge der og mærke vand, der flytter sig
tænke på stranden
som en båd, jeg er min egen galionsfigur
Lader mig bebo af skaldyr
af krabber
Mest af krabber
Man kender knap femhundrede arter
23 i Danmark
jeg kender to
måske lidt flere tænker jeg
(liggende i sengen, du henter et glas vand)
tænker båden og mærker prikkene fra
23 x 8 ben
nysgerrigt som; ”hvem der, er der nogen hjemme?”
Jeg er altid hjemme, jeg er min egen båd
jeg bor i stranden
og krabberne bor i mig
det røde mærke på min finger
et abstrakt dørskilt som en modtagelse
her bor jeg
støvede skjold i din vindueskarm ved siden af
(scenen er flyttet til dit kollegieværelse eller, dit barndomshjem)
du har selv kogt kødet af knoglerne
tæppet lugter af støv
mit støvede sind som vandet skyller ind over
Jeg tager fat i en skal, ligesom tilfældigt
arrangerer tidligere liv med nysgerrige fingre
deler min dag op som rækker af skjold
denne er rødbrun
som et skørt
som tang
i går var tåget
(jeg er gået udenfor)
jeg sugede forurening ned i lungerne
hyldede mig i dampen
for at mærke storbyen
i dag er nyvasket
på en måde der giver mig præstationsangst
en lyst til pomfritter på Rantzausgade
de åbne vidder rummer en isolation
ligesom
at holde vejret under vand
et lille stykke tang på en hvidmalet flade
jeg er så bange for at du går fra mig
(Foran den gule bygning, der er hul i min sko)
din lejlighed trækker i mig som månen trækker i vandet
jeg kan samle det op
bære det hjem fra Vesterhavet i en plasticpose og hælde det ud eller
drikke det
og blive tidevand med fast rute mellem Nørrebro og Frederiksberg