jeg kunne skrive manualer

lange lister

forære dig en landevej af ord

stille livet op i punkter

 

punkt 1: blive født

 

alt sammen for at gøre verden mere overskuelig

 

punkt 2: kommuniker med din omverden

 

for dig

og dermed for mig

for vi hænger sammen

 

punkt 3: lær at stå på egne ben

 

selv uden snor hænger vi sammen

 

punkt 4: du ved nu at du ikke ved alt

 

ikke kun os

vi er forbundet med resten af verden

 

punkt 5: du lærer hele livet

 

trækker du i en snor

løfter jeg armene

 

punkt 6: alle veje fører til rom

 

i en retning ingen af os har gået endnu

 

punkt 7: hold dig ædru

 

og det varer kun et øjeblik

 

punkt 8: tiden går hurtigt når man har det sjovt

 

før vi vender siden

og lærer et nyt sprog

 

punkt 9: træsko er designet til at være midlertidigt fodtøj

Så gik der 12 år

12 lange år

som forsvandt på 12 minutter

12 år på en hård stol

foran en tavle som skulle gøre en klar til livet

og jeg ved ikke om det lykkedes

og jeg ved ikke om det ville have gjort en forskel

men jeg ved at da jeg var 12 år gammel

flyttede min virkelighed

fra idyl til instabilitet

billedet, der før var en blomstereng

eller nogle af Monets åkander

som godt nok er slørede

og tæt på bare består af hundredevis af ubestemmelige farveklatter

men som alligevel er blevet definitionen på en sommerdag

for mig

ændredes

det billede blev malet over

eller saboteret

eller bare forstørret så meget at det eneste der var tilbage

var farveklatter som ønskede at hænge sammen

men ikke kunne blive enige om på hvilken måde

i 12 år havde de klatter været åkander

og pludselig

var de ingenting

ikke engang en stilk på bunden af søen

og alligevel blev jeg siddende

vi blev siddende

og ventede på noget ingen vidste hvad var

for virkeligheden som vi kendte den

var ikke til at kende igen

og ingen kunne finde ud af hvor man så skulle gå hen

så alle blev siddende

skubbede til hinandens stole

spyttede på hinandens selvværd

selv når det ikke var det vi ville

indtil vi en dag indså

at vi bare kunne rejse os

tørre spytklatterne af skjorterne

og kigge andre steder hen

indtil vi fandt noget

nogle nye nuancer i tilværelsen

nye farveklatter

der måske ikke var åkander

men tulipaner

eller et frosset billede af en vinterhave

og siden da har jeg funderet over

om vi nogensinde fandt nye farver

og at det måske er meget godt

at folk en gang i mellem tramper ind over ens lærred

for selvom jeg har brugt nye farver

og placeret klatterne mere planløst end nogensinde

er billedet alligevel endt med

at ligne Monets åkander

Københavnere!

det er på tide at vi laver oprør

og her tænker jeg ikke på oprør mod EU

næ nej

jeg er ligeglad med Morten Messerschmidt

ligegyldigt hvor mange gange han har tænkt sig at Heile

jeg har ingen kommentarer til patentdomstolen

og jeg går ud fra at der nok bliver tid til at redde sælerne

og søløverne

og regnskovens truede sommerfuglearter

det jeg snakker om er et en langt mere presserende sag

jeg tænker på lokalt oprør mod et overset problem

en aktivitet der er et angreb på vores samfund

og som er en trussel mod den hygge

som er så vigtig en del af det at være dansk

 

I begyndelsen var det ikke specielt synligt

en enkelt her og der var hoppet med på idéen

men flertallet var overbeviste om at det ville gå over

at det bare var en døgnflue

og at vi snart kunne være i fred igen

snart ville det være muligt at gå en søndagstur om søerne

uden at støde på disse såkaldte ”trendsættere”

personer der nærmest havde taget det nye til sig som en religion

og hyret resten af befolkningen som deres ufrivillige disciple

uniformen var i hvert tilfælde på plads

og uanset hvem af disse ”Hare Krishna på speed” personligheder man stødte ind i

var talen den samme

”du får det så godt!”

”jeg er et helt andet menneske”

og nu er det blevet en neonfarvet flodbølge

der river alle med på sin vej mod

et sundt liv

 

og bevares

vi lever i et frit land

og enhver fri mand og kvinde

skal gøre som de har lyst

men når jeg går ned for at købe en liter letmælk på en lørdag

og er i et skrøbeligt stadie mellem tømmermænd og syrlig sult

kan det nærme sig en livstruende situation

at se en 40-årig kvinde

med en ansigtsfarve der nærmer sig postkasserød

komme tonsende imod mig

med noget hun tror er 40 km/t

men som snarere nærmer sig gletschernes hastighed i højsæson

på en god dag

i stramme gamacher med et mønster der sælges som ”retro”

fordi ingen har puls til at tænke over

at for at være retro skal det have været moderne engang

 

og tager man hen hvor disse trendsættere er flest

er ansigtsfarve og gamachebuks

ofte suppleret af en smart

aerodynamisk

toptunet

barnevogn

så næste generation stolt kan fortsætte hvad forældrene har startet

for danskere

de af jer der stadig tør stå stille en gang i mellem

I ved hvad jeg snakker om

det er på tide

at gøre oprør

mod løberne!

det er på tide at vi rejser os fra cafestolene

løfter vores latte

og protesterer mod disse motionister

hvis tårnhøje puls skygger  for solen de steder den stadig kan trænge ned mellem lejlighedskomplekserne

 

vi må sige fra overfor disse fanatiske asmatiske sunhedsguruer

og stå sammen

så vi kan minde hinanden om hvorfor stress er blevet en folkesygdom

hvorfor ingen tænker på sælerne, sommerfuglene eller patentdomstolen

hvorfor folk ikke snakker sammen mere

men går rundt med ansigterne fortrukket i smerte fra sidste fibersprængning

hvorfor Danmark er gået af led

og hvorfor der derfor er så meget mere grund til at sætte sig ned

 

for hvis vi er mange nok

kan vi få omvendt disse stakler

lade løberne se lyset

lægge løbebukserne til vask

og lytte til deres lunger

så de får tid til at bekymre sig om nogle af de ting der virkelig tæller

som søløverne

sælerne

patentdomstolen

og måske også Morten Messerschmidt

hvis vi får tilhængere nok

lad os få folk til at smide løbeskoene

og bekymre sig om de virkelige problemer

så kan vi andre tage en pause

sætte os ud i solen

og drikke vores latte inden den bliver kold

Husk mig violet
Som farven på en forglemmigej
Så forglemmigej
Venligst
Husk mig
Så kunne jeg love at huske dig
Og vi kunne være i nutiden
Nu

Husk mig
Som den jeg er
Den jeg var
Den jeg kunne have været
Måske den jeg aldrig blev
Husk mig som bedre

Og glem venligst grå dage
Kig på himlen som igen er blå
Ikke på jorden
Hvor hullerne i asfalten har gemt regndråberne
Eller
Faktisk ville jeg sige
Husk asfalten
Husk hullerne og tag gummistøvler på
For jeg tænker på dig hver gang jeg ser en vandpyt
Jeg husker dig i regndråber
Jeg husker dig blå

Husk mig violet
Som den farve jeg blev efter jeg var rød
Efter jeg havde lavet oprør
Råbt og skreget
Eller
Havde stået på vejen i timer og ventet på en besked
Der kunne fylde det tomme rum i mig
Eller
Bare havde ligget i min seng med ondt i maven
Og kvindelighed der var på vej ud af mig igen
Rød som en kommunist med en sag at kæmpe for
Og en sangbog i hånden
Rød som passion
Eller
Propaganda
Rød som rødmen
Efter min mund har erklæret sin selvstændighed
Og givet væk hvad resten af lemmerne
Prøver at holde fast på

Som den farve man får når man blander dig og mig
For den farve vil altid minde mig om nuet
Som minder mig om regn
Som minder mig om en blomst

Forglemmigej

Forårs-Haiku:

 

stort træ, små knopper

springer langt, falder ikke

det kaldes forår