Vi spreder armene
Åbner pladsen med blikket
Strækker lyskrydsets røde farve over ansigter
Vi så ikke omverdenen før
Ikke som den burde ses under alle omstændigheder
Nu panorerer vi hen over stenene
Og alting genspejles i stenene
Der er glimmer i vores øjenkroge
Lys under vores sko
Fortrin af lys på asfalten
Når rummet føles som et slutpunkt
Ser vi alting eksplodere omkring os
Ude i køkkenet taber nogen en tallerken
Nede på gaden kører en Ford over et pindsvin
I baggården roder nogen i skraldespanden
På himlen skifter baggrundsfarven fra blå til sort
Ordinært kunne man kalde det
Lørdag aften kunne man kalde det
Lige nu kalder ingen
Luften er uden lyd og derfor mindre håndgribelig
Tiden er et barn
Der bare får lov at ligge
Uforstyrret
Sovende
To minutter før verden går i stå
Derude i universet vokser en lilla sol
Med blade af silke til at kærtegne universet
Det er ikke til at sige om luften mærker bevægelsen
Eller om den har for travlt med at finde sig selv
I det kaos der bor i uendeligheden
Helt af sig selv
Hænger solen i det ingenting
Pulserer
Eller balancerer sine solstråleblade
For at opretholde en orden
Florlet blafrende orden
Hængt til tørre mellem Jupiter og Mars
Hvem holder planeterne oppe?
At tabe ansigt til universet betyder evigt fald
Tomme gader, kold asfalt
Det er sådan jeg forestiller mig det
Forestiller mig
Fordømmer
Vågner op
Og indser at jeg igen er viklet ind i net
Tynd tråd snor sig om min krop
Lægger sig om mit ansigt og forhindrer mig i at se
Neonskilte lysende i mørket
Kilden til den bas der pumper blodet gennem min krop
Flydende rytme
Mens folk bevæger sig som i slowmotion på pladsen
Det er sådan jeg forestiller mig det
Ringende telefoner
Tomme stuer
De sidder alle sammen ved busstoppestedet
Venter
Og jeg
Jeg bare går
Mod en ukendt destination
I konstant bevægelse
Det er måske derfor jeg aldrig når frem
Fugleflugt
Sorte linier opdeler himlen
Grønne linier opdeler landet
Hvide linier opdeler byen
Vores egne linier opdeler os
adskiller os fra os selv
hinanden
Hvor blev du af, da du mærkede berøringen
At trække sig fra berøring
At blive til sten
Al smerte er menneskelig