Vi står på fremmed territorium

Jeg kan mærke luften i mellem os

Som var den materiel

Du tager mig ikke i hånden længere

Men netop luften

Der, mellem os to

Er ladet med noget,

Fortiden som et grundstof

Og det er pudsigt at den tanke opstår nu

At jeg engang så en mand i tv

Som fortalte at alle delelementerne

I det puslespil som er verden

Består af carbon

Og derfor kan jeg oprigtigt sige

At vi to er gjort af samme stof

Selvom det camouflerer sig forskelligt

Hos dig og hos mig

Transformeres i luften mellem os

En ændring man må gå ud fra er positiv

Selvom vi begge synes der er pænere på vores side

Og fører krig for at konvertere de uvidende

Som er os

Men som vi står her nu

Med alting og carbon til fælles

Er der stille

Måske netop fordi grundstoffer er så udefinerbare

Og abstrakte at italesætte

Men derfor kan det alligevel fastslås

At vi er af samme stof

Du og jeg

Her følger en række informationer om min farfar

Som for den uindviede læser kan forekomme ligegyldige

Men som ikke desto mindre

Er obligatoriske for at I lærer ham bedre at kende

 

Min farfar fik en våddragt til sin 50 års fødselsdag

Så han kunne bruge længere tid

På at være stationær på sit surfboard

Og hans svigerdatter tænkte at sådan et udstyrsstykke

Var en tand ambitiøst

Indtil hun selv blev 50

og besluttede at løbe halvmarathon

 

Det er ikke ukorrekt at påstå

At min farfar kunne være nært beslægtet med en kenyansk høvding

Han taler med træerne

Og kender fuglene på deres aftryk mod himlen

Han taler dyrenes og planternes sprog

 

Han taler også med sig selv

Liggende på runde, gule bolde

Som en blødsøden fakir

Lader han ordene strømme

Til fuglene, fiskene og hvem der ellers fanger dem

For farfar er interesseret i verden

Sin egen opfattelse af den

Og næsten alt dens indhold

 

Min farfar er altid i en nødsituation

Sådan er det når man har for mange gryder i kog

Alle indeholdende etellerandet og safran

Safran som dyrkes der hvor musene stammer fra

 

Min farfar er panisk angst for mus

Det eneste dyr han ikke ved noget om

Hvilket egentlig er pudsigt

For hvis han gjorde

Ville han have fundet ud af

At musene er Iranere

De er gjort af samme stof som safran

Og må derfor de være mulige leverandører af det røde guld

Som interesserer farfar så meget mere end guldet i banken

Det fortæller jeg ham på en græsplæne i solskin

At han og musene og safranen er gjort af samme stof

 

Men min farfar lytter ikke

Beskærer i stedet alle træerne

Og mumler på Swahili

Fordi iransk og swahili må kunne erstatte hinanden gensidigt

I en nødsituation

Farfar er altid i en nødsituation

Min farfar taler ikke iransk

Min farfar kommunikerer kun via råben i telefon

Min farfar er uvenner med google og CIA

Og han er ikke venner med musene

Så indtil videre

Beskærer han alle træerne

Og køber sin safran i en butik

Nu er du der igen

Sidder nede på gadehjørnet og lyser

Gult som et pokemon-kort jeg engang havde

Dengang var jeg sikker på

At jeg, ligesom hovedpersonen

Der hed noget med ketchup

Ville trække det gule kort og råbe

JEG VÆLGER DIG!

Men nu er pokemon-kortene lagt på loftet

Og jeg mumler i stedet sagte ned i kabalen

Prøver at være dronningen

Føler mig mere som en joker

Har sådan lyst til at spille igen

Er ikke ludoman

Det er bare lyset der falder

På en særlig måde gennem vinduet

Kaster et magisk skær ned på vejen

Hviskende klichéen

Som giver mig lyst til at springe ud af vinduet

Af så mange årsager at Hubbles lov bliver let at forklare

Men umulig at slippe udenom

En tilfældig sommeraften

Hvor jeg tænker kujon-tanker om flugt

Og du sidder nede på gadehjørnet og lyser

En supernova eksploderer hidsigt

Et sted uden for vores bevidsthed

Vi ved ingenting om rummet

Indkapsler indtryk fra vores egen planet

Som vi bilder os selv ind er allemandseje

Der let kunne deles i tusind stykker

Hvilket måske giver en forklaring

På den konstante gentagelse af disse linier i mit hoved

Om at ”alting kan gå itu”

Og noget jeg betragter som en advarsel

Om at ”et hjerte kan gå i tusind stykker”

Og på den måde er vi beslægtet

Supernovaen og jeg

En del af samme kosmiske kaos

Bortset fra at en supernova

Ikke låner linier hos fremmede

For at lyde intellektuel

Supernovaer tænker ikke så meget

Over egne formuleringer

Det er måske meget lang tid siden

Men prøv at tænke på fortiden

Grav i hukommelsen, mellem lommeuld og slidte anekdoter

Og husk tilbage

Til dengang du stadig havde begge dine egne hofter

Som blev svunget i daskende bevægelser

Fordi du aldrig helt havde været den store danser

Men havde udvidet bevidstheden og forvandlet dig til en røgmaskine

Og i forbifarten mistet kontakten til din højre arm

Dengang man mobbede de laktoseintolerante

Som var så lette at kende i deres gummistøvler

Mens I alle gik rundt i knæhøj karse

Og bredte ymer

Når det barfodede kollektiv gik på gaden

Og prøvede at koncentrere sig om at være vrede over et eller andet

Det er måske meget lang tid siden

Og du er måske blevet mere gråhåret og konservativ siden da

Måske er du endda blevet den glade ejer af hele to nye hofter

Og en gravhund der meget muligt kunne blive kaldt Herman

Men i disse tider er det ikke kun Herman der skal luftes

Vores tolerance har brug for luft

Vi har trådt i så mange reelle og verbale lorte

At hundeposen er ved at flyde over

Der er kun sure opstød og dårlig luft tilbage at give af

Så prøv engang at suge ind i stedet for at puste ud

At tænke tilbage i stedet for at ture frem

Til en tid hvor man havde karse i buksebenene

Og fjollede ting i piben

Gå ud og fortæl os der ikke var der

Fordi vi enten var for dovne, for skæve, eller for sent ude

Hvordan det var

At være i verden før den blev rådden