I avisen, på næstsidste side
Der hvor boldene plejer at flyve
Ligger en hilsen
Uden resultater
Til ingen i verden
Bortset fra dig
Hvis du tager hytteskoene af, kommer jeg hjem
På en trist tirsdag vil jeg vandre
Måske i modvind, måske
I silende regn
Kun for at ende på sofaen
Med benene oppe
Finder vi hinanden
Eller også ender jeg på en våd trappesten
Ved siden af de visne blomster
Lad mig høre fra dig
Så finder jeg din sofa og bestiger den
Jeg har presset læberne så tæt sammen
At de blev blå
Fordi de læber er porten til alt det grimme
Grumme ord
Leveret med dårlig ånde
Du er et hul
Gravet så dybt i jorden
At du favner hele kloden
Jeg hælder alt derned
For at se det flyde over
Så vi kan skvulpe sammen
På usikker grund
Du tager bare imod
Jeg siger ikke et ord til
Når man snyder næse i ærmet
Skal man huske at vaske skjorten
Uden tanke på fortidens fejltagelser
Bare betragte det glinsende snot
Grønne nil deler ærmet i to
Stoffet er flodbreder
Og nye samfund opstår
Nationer af tråde
Taler vævende om at tage sydpå
Udendørs tosomhed
Vi har åbnet vinduerne
Og lukket havet ind
Havet er grønt
Indtil solen skifter plads
skifter farverne
Jeg ser dig fra en ny vinkel
Havet er blåt
Vuggende, syngende evighed
På et tidspunkt må proppen trækkes
På et tidspunkt skyller du væk
Der var noget jeg glemte
Jeg ville
Jeg skulle
Og så alligevel ikke
Glemmer det hele
Lægger det fra mig
På bordet
Ringer på bagdøren i mit eget hjem
Og opsiger samtlige abonnementer
på reklamer jeg aldrig har tegnet
Sådan ser mit liv ud
Klokken lidt i halv fem
På en dag hvor der skulle have været solskin
Men skyerne ikke var inviteret til forhandling
Og endte med at mudre det til
Det store billede
Og min hukommelse med
Der var noget jeg ville
Jeg skulle
Jeg glemte