Torsdag d. 12. Februar

Jeg ville komme til en mur.

På et tidspunkt bliver det uundgåeligt.

Først ville jeg se om der var en dør i muren.

Så ville jeg prøve at råbe på mennesker der måske ville befinde sig på den anden side.

Hvis muren var høj, ville jeg nok ikke prøve på at kravle over den

Jeg ville i stedet begynde at gå, for at finde ud af hvor den endte.

På vejen ville jeg få solen i øjnene.

Jeg ville svede store, våde dråber, som ville lægge sig i støvet for mine fødder.

Der ville ikke være nogen omkring mig til at se det, så alt ville være okay.

Kun muren, der ville løbe uendeligt ved siden af mig.

På et tidspunkt ville jeg få lyst til at vende om.

Jeg ville måske endda gøre det.

Dreje mit hoved og se på mine egne fodspor.

Kun for at konstatere, at der var for mange af dem, til at jeg kunne finde det første igen.

Så igen ville jeg dreje mig og kigge mod ukendt land.

Uden rigtigt at registrere noget.

Kun muren.

Muren uden døre, muren uden ende.

Muren som en rejse, jeg tvang mig selv ud på.

Her skulle jeg bo.

I mine egne fodspors tørre raslen.

Drikke af sveden fra min pande og spise af det røde sand.

Indtil alt i mig var et med omgivelserne.

Jeg, sved, sand.

Mur.