Der kravler en snegl i støvet
Langs en hvid vejstribe
Drengene skyder med sten
De hjemmebyg
Se næste indlæg >
Søndag d. 10. August
Alma
Jeg kan lugte alderen i det støvede træ som jeg står i skoven
Min hud er grå i skyggen af de knejsende kæmper
Jeg kigger og siger til mig selv at dette må jeg huske
Når jeg går gennem byen med min polyesterbeklædte krop
Der skinner i skæret fra gadelamperne
Som hænger lysende hvor stjernerne burde være
Når jeg søger efter årene til at tynge mig ned mod jorden
Men kun finder plastik og forgængelighed
Og pludselig væmmes ved min egen krop
Denne simple konstruktion
Jeg efter 20 år stadigvæk ikke kan kontrollere
Ser kødet, der vil rådne på knoglerne
Før folk overhovedet har glemt hvem jeg er
Er jeg blevet til ingen
Og det støvede træ gror i mig
Ingen kommentarer endnu