Torsdag d. 14. August

Fredag d. 15. August

Kære Døgnservice

Hjælp mig!

Jeg er træt, trist og kreativt udkørt

Mine egne formuleringer hænger mig ud af halsen

Og jeg får kvalme over mit komfortable liv

Jeg vil have økonomiske problemer

En voldelig kæreste

Eller nedgroede negle

Hvorfor er der nogen mennesker hvor modgangen kommer gratis?

Kan man blive medlem af en klub og få sendt et tæskehold

Store mænd der spænder med musklerne og belejrer hoveddøren

Mens man ligger på den anden side

I fosterstilling

Og prøver at kontrollere kroppen, der ryster som et espeløv

Pludselig religiøs og bedende til Buddha, Allah og Odin

Om at leve længe nok til rent faktisk at se et espeløv

Det er dér man mærker livet

Når det rent faktisk bliver besværligt at trække vejret

Lad mig flytte til Kina

Kineserne oplever liv og forurening i den smukkeste symbiose

Jeg vil være mindreårig

Arbejde på fabrik

Have onde chefer med stikkende øjne

Eller bedre

Store knortede kæppe

Der rammer mig i nakken som jeg sidder

Uden maske

Bøjet over giftige kemikalier

Og bekymrer mig om hvordan de 2 kroners løn

Skal dække husleje og mad

Lad mig sulte

Som de afrikanske børn jeg ser i reklamerne

På mit fladskærms-tv

Mens jeg spiser popcorn under dynen

klapper mig selv på skulderen

Over beslutningen om at prioritere mig selv for en gangs skyld

Og opsige mit abonnement hos Unicef

For at kunne købe et par nye sko

Som jeg nu, hvor jeg går ned ad Istedgade

Indser er for små til at bære min kvalme

Over mine egne sætninger

Der mest af alt handler om mig

Indehaveren af den gode moral og de rigtige holdninger

Mig med den tungeste, mest lysende glorie

I hele københavn

Mig, der aldrig har haft det svært

Men ofte har fældet en tåre over livet

Mig, der aldrig har modtaget bistand

Men nu beder om det for første gang

Jeg ved I ikke kan sende mig til Kina

Der er ikke budget til en afrikansk landsby

Men det er ikke det jeg spørger efter

Send mig ikke penge

Jeg beder jer

Send mig et tæskehold i stedet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Torsdag d. 14. August