Søndag d. 7. December

I en nissebarak på nordpolen et sted

Stod der stadig en nisse så vred

Pegede endnu så trofast mod nord

Men indeni brændte en vrede så stor

Lang tid var gået siden han blev låst ude

Var gået fra værelse og dyne og pude

Han havde aldrig været munter af sind

Men var tilfreds i jobbet som drillepind

Nu var han pegepind, frossen og arrig

En profession, der er mere end kedelig

Nu er det nok! Tænkte nissen bestemt

Var træt af stå der og blive glemt

Han tænkte på alt det, der gjorde ham vred

For vrede kunne gøre ham noget så hed

Vreden varmede hans statuekrop

Isen smeltede og han tøede op

Før havde været en pegende statue

Nu stod en sur lille nisse med snue

Han smuttede ind i sin nissebarak

Og så der sin fjende midt i et spil skak

Nissen han gemte sig bagved et juletræ

Mumlede ”vent dig, det bliver din tur i dag”

Skyndte sig ind til sit skab og fik tøj på

Inden den anden besluttede at gå

Skulle han nå at stjæle et nøglebundt

Selvom han godt vidste, hævn er ondt

Gemt i sit skab havde nissen en fiskestang

Den havde han købt på en rejse engang

Selvom det sjældent bliver tøvejr så højt mod nord

Havde han gemt både krog og snor

Det skulle nu vise sig vigtigt

Idet nissen, ganske forsigtigt,

Ordnede stangen og listede sig hen

Til bordet med nissen, der ikke var hans ven

Gemt bag en rødgran, stod nu en nisse

Og kæmpede med fiskekrog, line og trisse

Men netop som alting var klar og i orden

Lød der et brag, som om det var torden

Alarmerne startede pludseligt og ringende

Og så kom der ellers gang i tingene

”hjælp, der er brand” blev der råbt fra et hjørne

og alle løb hurtigt og bange mod dørene

Nissen bandede højt og løb med

Hævn måtte findes et andet sted

Fiskestangen sine dage endte

Inde i nissebarakken der brændte