Søndag d. 30. November

En rød lille nisse stod på en høj

I intet andet end undertøj

Rød som den rødeste hue han var

Og ganske forfrossen, han tænder skar

For nogen havde taget hans nissenøgle

Fra jakken han havde hængt på en bøjle

En ond spøg fra en, der ville sig hævne

På nissen som alle havde hørt gik i søvne

Natten forinden kom stormen til byen

Og sneen sig meldte med isnende fygen

Nissen lå i sin seng og sov

Da en anden rød hue gik på nøglerov

Og ganske som denne havde set det komme

Lå nissens nøgle i jakkens lomme

Nissen selv, der var så forudsigelig

Snorkede højlydt og rejste sig pludselig

Med lukkede øjne og arme strakt frem

Gik han mod døren, klokken var fem

Rødhuen stod bag ved døren og lo

Da nissen fat i håndtaget tog

Så smaskede han stille og kløede sig lidt

Og forlod derpå rummet med usikre skridt

Natten var sort, men det kunne nissen ikke se

Han sov jo stadig da døren gik i

Først da han plantede sin sok i en snedrive

Fik kulden og blæsten vækket ham til live

Han kiggede ned på sin våde sok

Tænkte først ”Nu drømmer jeg nok”

For nissen kunne slet ikke mærke sine tæer

Hvilket måtte betyde han slet ikke var der

Det var hans hurtige ræsonnement

Indtil han hørte en hånende sang

Det var en nisse, der nu var hans fjende

Som leende havde givet sig til kende

I sikkerhed bag den duggede rude

Viste han nøglen til nissen derude

Grinede højt og vendte sig om

Forsvandt væk i mørket, hvorfra han kom

Nissen han bandede og svovlede og skreg

”Kom du herud, så smadrer jeg dig”

Men Rødhuen vinkede blot fra sin borg

Han fandt situationen så inderligt sjov

Det gjorde nissen forståeligt nok ikke

Det var så koldt at han begyndte at hikke

Han ventede en time, han ventede to

Og raseriet faldt ikke til ro

Ej heller kunne han finde en plan

Selvom tankerne hvirvlede som en orkan

Nisser sover forskrækkeligt længe

De skal ikke op og tjene penge

Men endelig vågnede nissebarakkerne

Snørede støvler og knappede frakkerne

Da de gik ud i den iskolde vind

Så de en rød og påklædt pind

” Den kan vi bruge. Det var da smart.”

råbte de og fik ham vendt i en fart

Ingen så at der manglede en nisse

Og genkendte ikke den skaldede isse

Snart fik de rykket skulpturen på plads

Så den pegede mod julemandens palads

Før var nissen arrig og tvær

Nu hjælper han alle med hvor nordpolen er

Og, måske til sommer hvem ved

Tør der en nisse på Nordpolen et sted