Tirsdag d. 15. Juli

Som jeg sidder nu kan jeg næsten glemme dig

cyklen som røg ind over brombærbusken

håret fuld af grene

og den hullede hud der ikke kun var arret af plantens torne

Jeg blev sygeplejerske

kun for at lappe de huller

fordi jeg troede at det måske kunne gøre en forskel

og for en gangs skyld ikke kun for mig selv

som jeg hørte en røde kors medarbejder sige i radioen

hendes stemme lød så let

og jeg spekulerede på om jeg nogensinde ville høre de ord igen

sagt med samme overbevisning

om hun var det eneste ægte menneske tilbage

Nu tænker jeg på radiostemmen igen

mens resten af verden holder i kø

venter jeg på at gadelygterne tændes

så dette her krøllede hoved

kan tænde den røde ikea-lampe

og skrive krøllerne glatte i det tågede morgenlys

så du uundgåeligt må glide videre til næste sæt bløde læber

fordi den eneste med nok kant til at blive siddende

når jeg sletter de brugte dage

vil være en rød korsfarer

lysende i skæret fra min røde IKEA-lampe

og i fremtiden vil det være hende jeg tænker på

når jeg lapper endnu en cyklist

fundet i en brombærbusk

lidt uden for Køge