Tirsdag d. 3. juni

Kære ven

jeg skriver dig et brev fordi jeg stadig tænker på dengang

hvor du gav mig en sang

selvom den ikke var din at give bort

men du var sådan en der tænkte stort og uden grænser

og det er måske derfor at jeg stadig taler om dig

og ikke har pakket dig ned i den kasse på loftet

hvor fortiden står og dufter af støv

det er måske derfor at jeg får lyst til at

skrive, synge, samle dig sammen i poesi

lade rimene og versene være de vægge

som du aldrig selv kan finde

give dig en ramme så du kan male videre på kunstværket i dit hoved

det kunstværk som du aldrig bliver færdig med

og som efterhånden er så plettet af sorte huller

at ingen kan se hvad det skulle have været til at starte med

og det kan jeg ikke arbejde med

for jeg kan ikke finde ud af at finde mig i fornærmelser

ligesom du ikke kan finde ud af at være min ven

selvom jeg ved at du forsøger

og du hører efter hvad jeg siger

går din hjerne på automatpilot

og laver løfter som den vil få dig til at bryde

bare for at se mig syde af raseri

og det er jo ikke fordi jeg har lyst til at være en sur mokke

jeg er ikke engang fyldt 21 endnu

det er bare for at sige at du lærte mig at sige nej

sammen med dig kunne alting blive en leg

og jeg kunne være 5 år igen

bare i 5 minutter

men du har fået en anden ven

som vil have dig for sig selv

som sletter sangene

og fylder dit hoved med sorte huller

og mit med tomme løfter

løfter der bliver løgne

fordi dine øjne fornægter virkeligheden

kigger indad og bliver opslugt af mørket

du gav mig en sang engang

og nu printer jeg poesi

hænger det på væggene

og i vejkryds

så du ser det når du går forbi

overraskes

og på en almindelig tirsdag

håber jeg at kunne trænge gennem tågen

til dig

der gav mig en sang engang