Tirsdag d. 3. Marts

Jeg mødte kvinden der havde boet i mit hus

Dengang ingen tænkte på min eksistens

Hostende og skorstensagtig var hun

Stred sig fremad i et forhistorisk tempo

Hvert skridt var afstanden

Fra den lave kælder til lyset på altanen

Jeg betragtede hende længe

Stod og kiggede fra lige ved siden af hende

Lige rundt om hjørnet hvor uret plejede at hænge

Og hun lagde mærke til mig

Tog mit blik fra mine øjne

Bar det på sine krumme skuldre

Jeg fulgte med hende

Tog bolig i hendes tilværelse

Sugede hendes åndedræt

Som hun sugede på en glødende cigaret

Denne fremmede

Med mit hjem som hendes

Fem trin op til hoveddøren

Afskallet maling omkring vinduerne

Som pupillernes sorte huller

Betragter verden

Og suger min fortid til sig

Så den nu ligger der

På bunden af en gammel kvinde

I hænderne på en fremmed

Og jeg tænker nu

At det er ligegyldigt hvor jeg flytter hen

Mine møbler vil flytte sig fremtidigt

Men denne kvinde

Er og vil for evigt være

Mit første, midlertidige og sidste hjem

I hende vil jeg bo