Tirsdag d. 17. Februar

Klokken er halv tre

Min seng er et skib

Lagnerne svajer i vinden

Og lugten af vådt stål fylder luften med klaustrofobi

Men det er ikke tid at stå op endnu

Ikke før verden står lige

Så alting kan komme i balance

Kan jeg vækkes og se mig selv udefra

Så jeg tegner cirkler på dækket og i hovedet

Lader tankerne køre i ring

Kredse om den tilværelse vi bliver givet

Uden mulighed for at afslå

Om den mand der definerede drømmene

Og dermed gjorde dem abstrakte og uopnåelige

Vi er alle af samme stof

Printet i forskellige farver

Jeg er født på vandet og har aldrig været tørstig

Min båd var bygget da jeg ankom

Den har kun plads til én

Ét menneske med størrelse 39-sko

Der tegner cirkler på dækket

Og fordømmer den landskabsarkitekt, der placerede verden således

At nogle mennesker får våde fødder

Mens nogen ingenting får