Onsdag d. 24. September

Jeg mistede en arm i sidste uge

Lige pludselig faldt den bare af

Det var ikke min, så det gjorde ikke så meget

Men jeg blev alligevel lidt chokeret

Det var midt under en større samling

Fremmede mennesker med samme interesse for gamle statuer

Naturligvis blev der talt

Men øjeblikket før havde jeg været nogenlunde anonym i dette selskab

Og overfor mig stod nu en mand som jeg ikke var sikker på

Om jeg havde lyst til at give min egen højre arm for

Selvom han så tillidsfuldt havde overdraget sin til mig

Jeg havde ikke engang fået fat på hans navn

Mest fordi jeg selv havde haft travlt med at tale

Og give ham en udførlig beskrivelse af min gøren

(det med laden udelod jeg)

de sidste 3 timer op til mødet

Det gik først op for mig

Da jeg stod med hænderne låst omkring hans fingre

Og stirrede på manden, der var på vej til at gå

At jeg ikke vidste nogen ting om ham overhovedet

Der ville aldrig komme en forklaring på foræringen

Mine overvejelser vedrørende hans ønske om at gå i et med de græske statuer på udstillingen ville aldrig nå frem til en konklusion

Jeg ville ikke kunne sende ham et takkekort, en facebookbesked eller bare en sms

Med spørgsmål vedrørende vedligeholdelse og udnyttelsesmuligheder for gaven

Der ville aldrig blive mulighed for at bytte den højre til den venstre, hvis førstnævnte gik i stykker

Jeg havde fået det fulde ansvar for hans arm

Uden mulighed for at protestere

Jeg prøvede selvfølgelig at vinke ham tilbage

Med hans egen hånd, som jeg nu holdt i min

Men det er ekstremt svært at vinke normalt med en fremmed hånd

En problematik de færreste tænker over

Men som nu ville blive væsentlig i min tilværelse

Da indså jeg at han måske havde fået nok

Jeg havde både taget hans taletid og hans arm

Det var måske ikke mig berettiget at lægge beslag på mere af ham

Måske ville jeg bare ende med også at få hans ene ben

Og jeg havde slet ikke plads til alle de legemsdele på min cykel

Så jeg gav op til sidst

Stak hænderne i lommerne

stod bare og så ham gå

”en hjælpende hånd” bliver aldrig det samme i mine øjne