fredag d. 25. Juli

Hun boede i et hus med

Blå gulve

Som farven på en skyfri himmel

Farven på det gode budskab

En farve der på en måde ikke hører til så nær jorden

Det virkede altid som om

Brædderne bare ventede på en undskyldning

Til at ryste møblerne af sig

Og svæve opad

 

Hun havde malet væggene grønne

Som nyslået græs

Absurditeten var fuldent

Verden vendt på hovedet

For fødderne sættes aldrig på væggen

Men græsset er mere betrædeligt

End himlen

Og øjnene vendte sig i øjenhulerne

For at få verden til at passe igen

 

Men sådan var hendes orden

Gæster måtte give deres stiltiende accept

Og prøve at holde fødderne mod himlen

En dag købte hun en kanariefugl

Der sad i et bur

og lyste som en sol mod det grønne græs

Hun elskede den

Fodrede den med fuglefrø

Kløede den bag ørene

Og kaldte den sin sol

 

Men selvom solen fik massere af kærlighed

Længtes den stadig efter en mening

En verden hvor himlen var blå

Græsset var grønt

Og en lille sol kunne sprede vingerne

Sætte en plet på den ubrudte himmelfarve

Flyve væk og aldrig blive set igen

 

Hun græd længe

Opgav tanken om himmel på jord

Købte 10 liter sort maling

Vandrede i gaderne og fløjtede desperat

Fik sten i skoene

Så verden fra de voksnes synspunkt

Vendte næsen mod skyerne for at undgå at tale med nogen

 

Så kom hun til en forretning

Og glemte at trække vejret

Hun gik derfra med en pose af papir

Og et nyindkøbt smil om munden

Snart stod hun i huset med de blå gulve

I en kjole med samme farve som solen

Hun lagde sig ned

Igen oplyste solen den blå planet

Hun smilte

Følte sig som en opdagelsesrejsende

Følte sig som et barn igen

Hun havde fundet himlen på jord