Fredag d. 30. maj

Så gik der 12 år

12 lange år

som forsvandt på 12 minutter

12 år på en hård stol

foran en tavle som skulle gøre en klar til livet

og jeg ved ikke om det lykkedes

og jeg ved ikke om det ville have gjort en forskel

men jeg ved at da jeg var 12 år gammel

flyttede min virkelighed

fra idyl til instabilitet

billedet, der før var en blomstereng

eller nogle af Monets åkander

som godt nok er slørede

og tæt på bare består af hundredevis af ubestemmelige farveklatter

men som alligevel er blevet definitionen på en sommerdag

for mig

ændredes

det billede blev malet over

eller saboteret

eller bare forstørret så meget at det eneste der var tilbage

var farveklatter som ønskede at hænge sammen

men ikke kunne blive enige om på hvilken måde

i 12 år havde de klatter været åkander

og pludselig

var de ingenting

ikke engang en stilk på bunden af søen

og alligevel blev jeg siddende

vi blev siddende

og ventede på noget ingen vidste hvad var

for virkeligheden som vi kendte den

var ikke til at kende igen

og ingen kunne finde ud af hvor man så skulle gå hen

så alle blev siddende

skubbede til hinandens stole

spyttede på hinandens selvværd

selv når det ikke var det vi ville

indtil vi en dag indså

at vi bare kunne rejse os

tørre spytklatterne af skjorterne

og kigge andre steder hen

indtil vi fandt noget

nogle nye nuancer i tilværelsen

nye farveklatter

der måske ikke var åkander

men tulipaner

eller et frosset billede af en vinterhave

og siden da har jeg funderet over

om vi nogensinde fandt nye farver

og at det måske er meget godt

at folk en gang i mellem tramper ind over ens lærred

for selvom jeg har brugt nye farver

og placeret klatterne mere planløst end nogensinde

er billedet alligevel endt med

at ligne Monets åkander