Fredag d. 13. Juni

To mennesker på en strand

med fire hænder, to hoveder og én drøm

i alt

en drøm så stærk at den kunne brænde

og fodre deres motor

den store motor de havde bygget

af de to små for at kunne nå hele verden rundt

så de følte at de kunne gå på den strand for evigt

problemerne reduceret til et enkelt sandkorn

strandet et sted mellem to tæer

der til gengæld efterlod en hilsen

som et aftryk i sandet

en hilsen der i øjeblikket syntes udødelig

forseglet i deres tro på fremtiden

 

og selvom det ikke var den sidste solnedgang

selvom vinden ville blæse igen i morgen

og ødelægge en frisure der havde været lang tid undervejs

var det som om det var vigtigt

at gemme lige præcis den aftens ilt i lungerne

suge øjeblikket til sig i en indånding

så det kunne pustes ud på et senere tidspunkt

når solen var gået ned

og den grå sweater fundet frem fra skabet i hjørnet

så det kunne pustes ud og stadig smages

og måske fremkalde et smil

på en læbe der havde glemt at kigge mod himlen

fordi bladene som falder i efteråret

havde fået al opmærksomheden

måske varme et frosset håb om

at bølgerne aldrig ville kunne stjæle en gammel hilsen i sandet

måske fremkalde resterne af en flamme

fra en gammel drøm bygget til en større motor