Byen er stille og solen går ned

et slidt rustent kædeværk

verden i skred

hvor blev nu livet af

skønheden, varmen

midt i en stilhed længes jeg efter larmen

 

Jorden er stille nu, folk gået hjem

før var der latter her

døre på klem

Kæder med hængelås

lukkede byer

om os de samler sig; sortnende skyer

 

Jeg finder værktøj frem, klipper et led

himlen har åbnet sig

mennesker med

regnen fordamper og kæden vi bryder

stilhed fordrives når latteren lyder

 

Vi sidder stille og venter på tegn

himmelen slår sprækker

en rensende regn

kæden, der deler os

ruster og splintres

hænderne åbner sig, ensomhed lindres