En plysset grøn virus

er flyttet ind

trækker vejret

som et uønsket kæledyr imellem os

kvæl det

før det nærer sig ved mit hvide melbryst

som du ikke vil sutte på

det skyldes smittefare, siger du

mens dyret vokser og vokser

Jeg kalder det Corona

 

Min corona

jeg er måske

en maskine

står op, går i seng, står op

lytter til radioen

efterspørgslen på gær

er steget markant

en gærproducent fortæller

at han vil købe et sommerhus

for profitten

jeg vidste, at der ville komme et opsving på markedet en dag

siger han

med en stemme som hævet dej

 

Jeg lytter

på korrekt afstand

jeg føler mig klistret

den danske krop er en dejkrop

mine led er blevet smurt med tandpasta og mel siden fødslen

Kys mig

 

Vi bor

i hvide hytter

sat op af statsligt ansatte

i hvide dragter

store kvadratiske plastikruder

så vi kan kigge over på de andre

deres hvide liv

vi holder øje med om naboen dør

eller læser bøger

 

Vi ser melodigrandprix uden publikum

lægekonference uden publikum

det er en enormt inspirerende tid at leve i

coronacanvas og hvide vægge

mit grønne barn har det godt

det suger på mit bryst, så du ikke kan komme til

jeg mærker nærhed som et fravær

 

Hvorfor er jeg ikke

pizzadej på en bakke

du bliver tyndere hver dag

er det en hosten jeg aner, når du gemmer dig bag det gennemsigtige

vi har to rum i et rum

vi står sammen hver for sig

vi trykker armene tæt mod væggen

på markerede røde felter

kys og kram frarådes, men børnene skal spise

de melder om kaos i supermarkedet

rationering til de voksne

havregrød til de små

jeg er ikke en maskine, blot en reservedel

af hævet dej

forvandler mad til næring i flydende form

barnet skal spise

 

Det er en kamp at trække vejret

jeg er alene i vildmarken

uden vildmark

uden civilisation

spis mig, mit grønne barn

din far ligger på gulvet og hoster

Aften
Grillfest i min have. Vi ses ikke så ofte længere og jeg ved ikke om jeg skal sige det højt, selvom det er  sandheden. Sandheden kan forsøges druknet, selvom den ikke er en sorg. Jeg har fødselsdag. Vi drikker økologisk papvin, mine venner har lavet en hinkebane. drik når du lander på dette felt. Jeg lander men kan ikke holde balancen. feltet i midten er fødselsdagsfelt brug det som du har lyst. Jeg hopper og hinker som en dresseret abe, en fuld abe. Der er noget ved sådanne fester, tænker jeg, mens mine ben skiftes til at møde jorden og mit svælg sluger mere vin. Jonas og Jonas og Greta og jeg, som en dårlig teenage flick. Sommerkådhed og unge fulde af liv portrætteres i krydsklip mellem bordet og kondisko fra Adidas. Scenen afbrydes af en ankomst. Du er den aldrig glemte romance og ligesom Meryl Streep i The Hours, må jeg te mig åndssvag og udstille mig selv på en hjemmebane jeg ikke selv har lavet. Det ene ben på gul, det andet svævende hjemløst i luften. Det er totalt platonisk og ude af kontrol. Jeg tror, jeg skal bevise noget overfor mig selv og måske også dig. Noget jeg ikke har gjort.

Senere
Jeg er grådlabil
det har jeg fra min mor
fødselsdagskort og en plastikting, der kan lave omelet i mikrobølgeovnen har jeg fra de andre
du har ikke nogen gave med
men du er mødt op
det plejer du ikke
måske er det gave nok

På det sidste
Jeg tænker på dig hver dag, men i dag får du et brev. Du lærte mig at folde a4 papir til kuverter. Nu sender jeg sådan en kuvert til dig. Så må du æde den, som du åd is dengang i Sverige, da ingen af os var intolerante. Som vi åd is, der gav os dårlig mave på vej ned til søen og en hemmelighed lagt et sted i skovbunden. Blikke ladet med en selvbevidsthed kun en teenager besidder. Det er ikke fordi jeg ønsker at udstille dig, mere en følelse af at vi er placeret i to forskellige montre og at min er fortiden.

Kære Du
.            Jeg ville ingenting
.            bare forsegle vores historie
.            det er så simpelt at sige at jeg savner dig
.            at jeg ser dig i alting
.            Ring til mig
Gamle minder dukker op til en havefest, hvor græsset ikke rigtig vil gro
metal gnider mod asfalt, piger udstiller deres usikkerhed på barer, gør sig helt små og uvidende, så fyrene kan marinere dem i vodkashots og ingen tænker over at ”cry me a river” spiller for tredje gang
venskab er en historie fortalt to gange
er du ædru? Det plejer du at være, vi plejer ikke at drikke
Der er ikke noget vi mere, eller jeg ved det ikke
Jeg er på Kreta, på månen, langt ude, helt inde i sagerne, jeg er A-okay
.           med en stemme, der drukner i larmen fra højtalerne
.           Lyset reflekteres i pailletkjolen og jeg ønsker sådan, at du vil lyse sammen med mig
.           Selv når jeg ved du ikke kan høre mig, står jeg og vinker til din ryg. Du kan vende dig om tusinde gange, stadigvæk vil jeg vinke og håbe på at du vender dig endnu en gang.
.                                   Kære du
.                                   Håber solen skinner hos dig og at dine sandaler kun klemmer lidt til vi ses på en              .                                   cykelsti.
.                                   Kh

En skriveøvelse vi lavede forleden på skrivelinien på Testrup. Vi fik en start til hver sætning og 30 sekunder før vi fik en ny start. Dette er hvad det blev til.

 

Engang var jeg flyvende. Jeg indser dette, mens jeg ser landskabet passere forbi mig, vertikalt.

Nu er jeg… fri? Kan jeg udtale mig om det, før jeg er landet?

Mit navn er under mig. Bundet til den jord, jeg er født på.

Jeg hedder ingenting her. Måske, Luft?

3 indrømmelser

Jeg indrømmer at andres talent irriterer mig.

Jeg indrømmer at mit eget talent irriterer mig.

Jeg indrømmer at jeg er bange for at lave fejl.

Indrømmet.

3 påstande

Hvis jeg var tyndere, ville jeg være lykkelig

Hvis vi var tættere, ville vi være siamesiske

Hvis dette var sandt, ville jeg ikke sidde her

Jeg ville ønske, at ordene selv sprang ned på papiret. Som når jeg tænker på noget andet og smadrer en kop. Te der springer ud på mine fødder.

Mine fødder.

Jeg tror at jeg kunne blive ved med at gå, blive ved at fare vild

Hvis ingen holder i hånden, kan vi aldrig sige at vi forstår hinanden, det er sandheden.

Jeg elsker. Nu. Men det har taget tid at nå hertil.

Jeg hader egoisme. Egoisme = blind for andres behov = sårede mennesker.

Hvis ikke jeg snart finder nogen at holde i hånden, så smuldrer jeg til brødkrummer og bliver spist af duerne. Jeg har altid hadet duer.

Engang var jeg 30 sekunder om at blinke med øjnene. Verden var ny og poleret, da jeg åbnede dem igen.

Nu er jeg altid vågen. Holder øjnene åbne, for at afsløre verdens metode.

Mit navn er på jorden. Mit navn er bundet til dette sted. Mit navn er stationær.

En påstand: Jeg kan skrive mit navn på fremmede mure.

Min familie er dem, der skriver postkort til mig, og vasker mit tøj, når jeg er blevet snavset. Det er dem, der gav mig den rygsæk jeg rejser ud i verden med.

Engang tog jeg til Spanien. Jeg glemte alle mine ting derhjemme. Også mit sprog. Så stod jeg der i lufthavnen og prøvede at købe en busbillet med en pakke halvt spiste kiks.

3 spørgsmål:

Kan det lade sig gøre at trække vejret gennem et andet menneske?

Kommer jeg nogensinde til at stå på hovedet?

Er alting så afsluttet når jeg sætter det sidste punktum?