Torsdag d. 27. November

Jeg læste en artikel om en der døde

Hun var rig, hed Bettina

Og havde vidst nogle børn

Men jeg nåede aldrig at spørge

For hun døde

Lige der, for øjnene af mig

På side 21 i Politiken

Lige da hun var kommet til live nogle linier længere oppe

Jeg var stået sent op

Klikkede ind på Politiken.dk

Ville bare lige opdateres om verdenen

Det daglige nyhedsfix

Men Bettina stod i vejen

Med en insisterende, ikkeeksisterende hånd strakt frem mod mig

Viftende mig om næsen med et nyt bekendtskab

Nyt ukendt liv

Nye spørgsmål poppede op i mit hoved

Mit nysgerrige hoved havde tusindvis af dem

Masser af hverdagsligegyldigheder jeg gerne ville vide mere om

Også af de større

Dem der kræver pauser og nattemørke og lidt for meget rødvin

Dem man skal bruge år på at finde frem og formulere

Og som, når det sker, virkelig bringer mennesker tættere på hinanden

Men jeg nåede aldrig at spørge

Ikke engang om de lette ting

Nåede aldrig at tage modet til mig og finde ud af

Om hun gik ture i skoven

Om hun også bedst kan lide fredage

Om hun var bange for at forlade sine børn

Jeg fik ikke trukket vejret på den der måde, der indikerer at nu skifter stemningen

Den måde som sætter punktum og skifter kapitel på samme tid

Der var så meget jeg ville have spurgt om

Jeg ville have været modig

Og spurgt hvordan det virkelig føles at bære andres medlidende blikke

Som en permanent rygsæk af frygt

Oveni den rygsæk man allerede har taget på

Den, man har fyldt med sine egne tanker

Hvordan det føles at være skaldet

Hvordan det føles at være skaldet

Pludselig at have en porøs æggeskal der hvor man troede kraniet sad

Jeg ville have spurgt hende

Om man bliver bange for mørket

Eller om man i en sådan situation snarere går konstruktivt til værks

Og investerer i en pandelampe og nogle store spots

Som dem der lyser på Det Hvide Hus om natten

For at fjerne det dystre og oplyse sin omverden

Om at man ikke er bange

Ikke for at tale om det

Ikke for at se det skinne der i det kunstige lys

Jeg læste en artikel om en der døde

En jeg aldrig nåede at møde

Og tænkte bagefter over

Da jeg stadig havde Bettina i tankerne

Om døden virkelig er så vigtig

Eller om det virkelig er vigtigere at have levet

Og at andre der stadig lever, kan fortælle historier om en

Så man kan blive levende igen, de minutter fortællingen varer

Vi skal alle sammen dø

Selvom vi ikke alle tænker over det

Så sker det uundgåeligt

Og når det sker

Vil jeg være en af dem der bliver husket