Så endelig går man hjem
Men efterlader en sko i rendestenen
Slidt i sålen, men stadig funktion
Se næste indlæg >
Lørdag d. 28. Februar
Alma
Der var ikke nogen, der kendte hinanden
Alle gik de rundt
Med ansigter som ubeskrevet papir
Og råbte mod vinden
På en højere mening med det hele
De ønskede en retning
Men hver gang de fandt den, vendte vinden
Så de måtte stride sig frem med halvt lukkede øjne
Og måske derfor, så de ikke
At dem de passerede, havde de passeret før
De kunne have hilst med øjnene åbne
For det er kendt af alle
At i blæsten har man brug for noget at holde fast om
Et simpelt ord, hvis alt andet er sendt til skyerne
Ingen kommentarer endnu