Fredag d. 31. Oktober
Er det bedre sådan?
At gå ned ad gaden alene
Mens hele verden holder i hånden og smiler lykkeligt
Inden alle slipper grebet
de utallige hænder, viklet ind i hinanden, er nu bare hånd
Er det bedre sådan?
Alene, altid alene
Uden åbne sår og sårede følelser
Et stort omvandrende panser
Med skønhedspletter og madrester i mundvigen
Uden noget i klemme hos nogen
Stolthed og hjerte i god behold bag brystkassen
Er det bedre sådan?
Ikke at blive rørt
Ikke at blive set
Selv at vælge sin eksistens og hvad der må influere den
Tilværelsen som en følelsesmæssig slikbutik
Og alt hvad jeg kommer i posen er lette ting
Der er oplevelser til salg alle steder
Jeg vælger selv hvor jeg byder ind
Med mit humør som kapital
Er det bedre sådan?
At være et menneske af sten
Med smilet mejslet fast på læberne
Så man aldrig rører nogen
Og aldrig selv bliver rørt
Så man ikke mærker hvor meget den berøring kan brænde huden
Så alting er ingenting fordi intet har betydning
Er det bedre sådan?
Ingen kommentarer endnu