Lørdag d. 28. Juni

Der står en kop te i vinduet

Dampen omfavner verden udenfor

Danner dug på ruden

Alt imens porcelænet trofast holder fast på sin gyldne skat

Venter på en søndagsmund

Der med blide kys

Omfavner den malede krop

Og absorberer indholdet

Det er kærlighed tænker koppen

For den har aldrig vidst bedre

End at blive holdt og kysset på denne måde

Og kunne den blive holdt sådan for evigt

Ville den aldrig brænde læberne

og prøve aldrig at blive kold

Den ville anstrenge sig

Modtage kys og omfavnelse

Med varme og blomsterduft til gengæld

Sådan tænker koppen mens duggen på ruden bliver til tårer

Der løber ned ad ruden

Uden at nogen er hjemme til at tørre glasøjnene

For de varme læber

Med de grådige kys koppen kender så godt

Bliver nu blå ude på vejen

For travle med at bredes i endnu et smil

Til at huske forskellen på kulde og varme

Men koppen kender forskel

Og kender følelsen af at blive forladt

Mens varmen langsomt slipper ud af dens favntag

Så den bliver som sneen i sprosserne

Mens duggen forsvinder fra ruden

Og følelserne fra koppen

Som igen bare er et stykke porcelæn

Formet på den rigtige måde

Hård og ligeglad står den

Og lader sine malede blomster falme i farve

Indtil kulden bliver overvældene

Og døren lukker smilet ind ad døren

Smilet der tager koppen i sine hænder

Fylder den med varme

Og kysser dens blomstrede ydre

Indtil blå læber får farve igen

Og dampen igen omfavner verden udenfor

Porcelænsblomsterne lyser

Koppen er lykkelig

Den vil glæde de bløde læber

Og varmer som den bedst kan

Overivrig efter kærlighed

Indtil hænderne protesterer

Og slipper den lille kærlighedsgiver

Et stykke blomstret porcelæn

Bliver til to

Mens te farver blomsterne brune på tæppet

Og ruden græder sin sidste dugtåre