Fredag d. 30. maj
Så gik der 12 år
12 lange år
som forsvandt på 12 minutter
12 år på en hård stol
foran en tavle som skulle gøre en klar til livet
og jeg ved ikke om det lykkedes
og jeg ved ikke om det ville have gjort en forskel
men jeg ved at da jeg var 12 år gammel
flyttede min virkelighed
fra idyl til instabilitet
billedet, der før var en blomstereng
eller nogle af Monets åkander
som godt nok er slørede
og tæt på bare består af hundredevis af ubestemmelige farveklatter
men som alligevel er blevet definitionen på en sommerdag
for mig
ændredes
det billede blev malet over
eller saboteret
eller bare forstørret så meget at det eneste der var tilbage
var farveklatter som ønskede at hænge sammen
men ikke kunne blive enige om på hvilken måde
i 12 år havde de klatter været åkander
og pludselig
var de ingenting
ikke engang en stilk på bunden af søen
og alligevel blev jeg siddende
vi blev siddende
og ventede på noget ingen vidste hvad var
for virkeligheden som vi kendte den
var ikke til at kende igen
og ingen kunne finde ud af hvor man så skulle gå hen
så alle blev siddende
skubbede til hinandens stole
spyttede på hinandens selvværd
selv når det ikke var det vi ville
indtil vi en dag indså
at vi bare kunne rejse os
tørre spytklatterne af skjorterne
og kigge andre steder hen
indtil vi fandt noget
nogle nye nuancer i tilværelsen
nye farveklatter
der måske ikke var åkander
men tulipaner
eller et frosset billede af en vinterhave
og siden da har jeg funderet over
om vi nogensinde fandt nye farver
og at det måske er meget godt
at folk en gang i mellem tramper ind over ens lærred
for selvom jeg har brugt nye farver
og placeret klatterne mere planløst end nogensinde
er billedet alligevel endt med
at ligne Monets åkander
Ingen kommentarer endnu