Skriveøvelse

En skriveøvelse vi lavede forleden på skrivelinien på Testrup. Vi fik en start til hver sætning og 30 sekunder før vi fik en ny start. Dette er hvad det blev til.

 

Engang var jeg flyvende. Jeg indser dette, mens jeg ser landskabet passere forbi mig, vertikalt.

Nu er jeg… fri? Kan jeg udtale mig om det, før jeg er landet?

Mit navn er under mig. Bundet til den jord, jeg er født på.

Jeg hedder ingenting her. Måske, Luft?

3 indrømmelser

Jeg indrømmer at andres talent irriterer mig.

Jeg indrømmer at mit eget talent irriterer mig.

Jeg indrømmer at jeg er bange for at lave fejl.

Indrømmet.

3 påstande

Hvis jeg var tyndere, ville jeg være lykkelig

Hvis vi var tættere, ville vi være siamesiske

Hvis dette var sandt, ville jeg ikke sidde her

Jeg ville ønske, at ordene selv sprang ned på papiret. Som når jeg tænker på noget andet og smadrer en kop. Te der springer ud på mine fødder.

Mine fødder.

Jeg tror at jeg kunne blive ved med at gå, blive ved at fare vild

Hvis ingen holder i hånden, kan vi aldrig sige at vi forstår hinanden, det er sandheden.

Jeg elsker. Nu. Men det har taget tid at nå hertil.

Jeg hader egoisme. Egoisme = blind for andres behov = sårede mennesker.

Hvis ikke jeg snart finder nogen at holde i hånden, så smuldrer jeg til brødkrummer og bliver spist af duerne. Jeg har altid hadet duer.

Engang var jeg 30 sekunder om at blinke med øjnene. Verden var ny og poleret, da jeg åbnede dem igen.

Nu er jeg altid vågen. Holder øjnene åbne, for at afsløre verdens metode.

Mit navn er på jorden. Mit navn er bundet til dette sted. Mit navn er stationær.

En påstand: Jeg kan skrive mit navn på fremmede mure.

Min familie er dem, der skriver postkort til mig, og vasker mit tøj, når jeg er blevet snavset. Det er dem, der gav mig den rygsæk jeg rejser ud i verden med.

Engang tog jeg til Spanien. Jeg glemte alle mine ting derhjemme. Også mit sprog. Så stod jeg der i lufthavnen og prøvede at købe en busbillet med en pakke halvt spiste kiks.

3 spørgsmål:

Kan det lade sig gøre at trække vejret gennem et andet menneske?

Kommer jeg nogensinde til at stå på hovedet?

Er alting så afsluttet når jeg sætter det sidste punktum?