Byen er stille og solen går ned

Byen er stille og solen går ned

et slidt rustent kædeværk

verden i skred

hvor blev nu livet af

skønheden, varmen

midt i en stilhed længes jeg efter larmen

 

Jorden er stille nu, folk gået hjem

før var der latter her

døre på klem

Kæder med hængelås

lukkede byer

om os de samler sig; sortnende skyer

 

Jeg finder værktøj frem, klipper et led

himlen har åbnet sig

mennesker med

regnen fordamper og kæden vi bryder

stilhed fordrives når latteren lyder

 

Vi sidder stille og venter på tegn

himmelen slår sprækker

en rensende regn

kæden, der deler os

ruster og splintres

hænderne åbner sig, ensomhed lindres

Corona, min elskede

En plysset grøn virus

er flyttet ind

trækker vejret

som et uønsket kæledyr imellem os

kvæl det

før det nærer sig ved mit hvide melbryst

som du ikke vil sutte på

det skyldes smittefare, siger du

mens dyret vokser og vokser

Jeg kalder det Corona

 

Min corona

jeg er måske

en maskine

står op, går i seng, står op

lytter til radioen

efterspørgslen på gær

er steget markant

en gærproducent fortæller

at han vil købe et sommerhus

for profitten

jeg vidste, at der ville komme et opsving på markedet en dag

siger han

med en stemme som hævet dej

 

Jeg lytter

på korrekt afstand

jeg føler mig klistret

den danske krop er en dejkrop

mine led er blevet smurt med tandpasta og mel siden fødslen

Kys mig

 

Vi bor

i hvide hytter

sat op af statsligt ansatte

i hvide dragter

store kvadratiske plastikruder

så vi kan kigge over på de andre

deres hvide liv

vi holder øje med om naboen dør

eller læser bøger

 

Vi ser melodigrandprix uden publikum

lægekonference uden publikum

det er en enormt inspirerende tid at leve i

coronacanvas og hvide vægge

mit grønne barn har det godt

det suger på mit bryst, så du ikke kan komme til

jeg mærker nærhed som et fravær

 

Hvorfor er jeg ikke

pizzadej på en bakke

du bliver tyndere hver dag

er det en hosten jeg aner, når du gemmer dig bag det gennemsigtige

vi har to rum i et rum

vi står sammen hver for sig

vi trykker armene tæt mod væggen

på markerede røde felter

kys og kram frarådes, men børnene skal spise

de melder om kaos i supermarkedet

rationering til de voksne

havregrød til de små

jeg er ikke en maskine, blot en reservedel

af hævet dej

forvandler mad til næring i flydende form

barnet skal spise

 

Det er en kamp at trække vejret

jeg er alene i vildmarken

uden vildmark

uden civilisation

spis mig, mit grønne barn

din far ligger på gulvet og hoster

I år kommer frosten ikke

Metaldyrene strækker deres halse

inden de igen bøjer hovederne

spiser sten knuser dem i deres kæmpe kæber

foran os der venter på endnu en metaltransport

i år kommer frosten ikke

de kører frem og tilbage på sporene

sidste uge ramte de en dreng

skrigene runger stadigvæk på pladsen

hvor vi planter gulerødder og kartofler

de spirer når foråret kommer

vinteren varer 10 måneder

det håber vi på

måske mere siger vi til hinanden

nogen kan stadigvæk huske dengang

og frosten blev

og Nogen så sin familie sulte

og Nogen er den eneste tilbage i live til at berette om det

Vinteren varer 10 måneder

Det bliver ikke frost i år

Snart stopper regnen

Der findes ikke noget senere som ikke er for sent

Senere:

Jeg sidder i sofaen og ser en serie.

Den hedder Badrumshistorier fordi den foregår på et badeværelse

To veninder, hun ligner ikke mig den ene. Hun er mørkhåret og fra Finland

Hun hedder Lo, som at være LOW, som at være langt nede.

Lo og Hilda laver punkmusik og kunst

De gror marihuana på badeværelset

De gror armhulehår på badeværelset

De sidder i badekarret og ryger på badeværelset

Det er okay ikke at præstere hele tiden

Måske er det pointen, tænker jeg og er helt afslappet i sofaen

Sofaen er mit badekar

Tænker; måske skulle jeg også prøve en ny frisure

måske skulle jeg prøve at slappe lidt af

 

Senere (2 min.):

Hendes liv bliver mit

Hendes oplevelse bliver min

Hendes ord er anderledes, da hun fortæller i telefonen at hun vil anmelde det

og han ikke forstår en skid

og hun forklarer ham at hun sov

Ligesom min veninde har forklaret at hun sov

Ligesom at jeg ikke sov

Jeg var vågen

Jeg var så vågen

 

Senere (2 timer, 2 dage, 2 uger):

Der har været så mange senere

Så mange øjeblikke som ikke var dét

som blev dét

måske ikke præcist dét, jeg ved det ikke

jeg kan ikke genkende øjeblikke fra hinanden

jeg tror ikke nogen har en oplevelse som min

Det rammer 1000 mennesker, når ét menneske kører galt i trafikken

Det er 100 gange så farligt at køre på motorcykel

som at køre i bil (det har jeg læst)

Motorcyklen er en invitation til hudafskrabninger

Kroppen er blottet, frataget et beskyttende hylster

Især hvis man er kvinde

Og kører om natten

 

En gentagelse:

Folk kommer til skade hele tiden

Folk skader hinanden

Med biler blikke ord

Kropsdele

 

Senere:

Hun siger alle de ord, jeg ikke har sagt

Et opkald på en telefon

Til en fyr hun har navnet på

Og selvom forklaringen ikke virker

Så virker den på mig

Jeg føler mig som en motorcykel

med motorolien klistrende til kinderne

med 100 gange så meget at miste

 

Lo findes ikke

Hun tror, hun spiller motorcyklist

men hun sidder inden i bilen

Lo er et hylster med en lånt historie

hendes oplevelse er en imitation af noget der ikke kan beskrives

selvom det ikke var okay

og ikke er okay

at han var der

at hun var der

at vi måske var der samtidig

var det mere virkeligt for nogen af os

Jeg kan spille et punknummer og farve mit hår sort

køre derudad

med 110 kilometer i minuttet

det gør os ikke til den samme

hun er Lo, jeg er LOW

han, hun, jeg

han og jeg

Det er ikke okay

 

Jeg er en motorcykel

Bremsen i højre hånd

Var det virkeligt for ham?

Eller bare en historie at fortælle videre

noget der kan vaskes af med aftenens bad

genstridigt

som motorolie

men vaskbart, dog

 

Du ved ikke hvordan det føles

Du ved ikke hvordan det føles

 

Grib dagen og gå til livets buffet med stor appetit

Når olien glider gennem din hals

Uden rum til ilt

Og du balsameres med øjnene åbne

Så åbne

Beskriv den følelse

Fortæl mig historien

Så skal jeg opleve den, som var den min

Så skal jeg skrige olieindsmurte stavelser ud i tomrummet

For første gang i lang tid

Jeg rører ikke jorden

Som jeg rører i gryden med popcorn og karamel

Og trækker gyldne tråde på rustfri baggrund

Vi har aftalt at stå tidligt op

i morgen

så vi kan se solen

nu hvor det er blevet koldt

og den gnistrer som flammen på et gasblus

som lyden af vand på en kogeplade

alle mine hår stritter elektrisk

når jeg trækker den nyfødte luft

ind under min hud

Morgenen er her og det er vi også

Din karamelånde sniger sig om bag min nakke

Os to

Der er så meget vi kunne være

Du er en lille, blød dråbe i mit skød